10 spørgsmål til Christina

1. Du er kendt for Woodland Wonders, som er et brand uden mælk. Hvorfor har du nu besluttet at lave en grødserie med mælk. Er du da ikke imod komælk?

Jeg skabte Woodland Wonders, da det var det produkt jeg selv manglede, da mine børn var små. Både Thomas og Caroline havde mælkeallergi, da de var helt små, og jeg var nødt til at bruge en særlig modermælkserstatning til dem. De grødprodukter, der var på markedet, var alle lavet med komælk, så dem kunne jeg ikke bruge. Alternativet var at lave grøden selv fra bunden, men jeg må indrømme, at det orkede jeg ikke.

Begge mine børn er i dag heldigvis begge vokset fra deres allergi og har det begge fint med mælkeprodukter i dag.

Mange forældre har spurgt mig, om jeg ikke kunne lave en Woodland Wonders variant med mælk, da det er nemmere end at skulle tilsætte mælk ved siden af. Woodland Wonders er og forbliver et 100% plantebaseret brand , så af den årsag blev svaret nej. Derfor har jeg nu valgt at skabe en ny serie i mit eget navn, der indeholder mælk.

Jeg er bestemt ikke imod komælk, så længe det er i moderate mængder og er lavet af økologisk mælk fra køer, der har gået på græs i sommerhalvåret, så de har mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd og græsse på markerne.

2.  Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man ikke giver sin baby komælk. Hvorfor vælger du så at lave en grødserie med lige netop komælk?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn ikke får komælk, men kun modermælk eller modermælkserstatning i hele det første leveår. Årsagen er, at komælk har et proteinindhold, der er cirka tre gange så højt som modermælk og et lavt jernindhold. Sundhedsstyrelsen mener, der er dokumentation for, at for meget mælkeprotein i spædbørnsalderen har betydning for udviklingen af overvægt senere i livet.

Vores babygrød indeholder samlet ca. 16g protein/100g og andre grødmærker indeholder ca. 14g/100g. Til gengæld består de16g protein i vores grød af ca. 80% planteprotein og kun af ca. 20% mælkeprotein.

En anden årsag til, at vi ikke bruger modermælkserstatning er, at det indeholder rigtig meget sukker.

Når et lille barn ved 5-6 mdr. alderen skal i gang med overgangskost, så får det stadig masser af brystmælk eller modermælkserstatning mælk ved siden af, så der er ingen grund til at vi også skal tilsætte mere sukker til produktet.

3.  Hvorfor tror du, der er der så meget sukker i babygrød?

Jeg tænker, at alle de store babygrødsfirmaer godt ved, at babyer har en sød tand og at det er lettere for dem at sælge deres produkt, hvis det er så sødt som muligt.
Men jeg synes det er dybt problematisk, at de på grund af særlig forarbejdning af råvarerne har mulighed for at gøre deres produkt hvinende sødt og så samtidig kunne skrive, at produktet ikke indeholder tilsat sukker.

Stort set alle de kendte babygrødsmærker laver deres babygrød med vallepulver. Valle kaldes også for ostevalle og er et biprodukt fra ostefremstilling. Vallen fremkommer, når fedt, protein og vand er fjernet fra mælken.

Vallepulver har et indhold af mælkeprotein på 12,9g/100g. Og derudover har det et sukkerindhold på 74,5g/100g. Det vil med andre ord sige, at det består af ¾ dele sukker!

Udover vallepulveret, er der også flere babygrødsfirmaer, der tilsætter ekstra laktose. Laktose er det sukker, der naturligt er i mælk, mælkesukker, og det er bl.a. laktosen, der giver mælk den lidt sødlige smag.

En anden ingrediens, der ofte findes i babygrød, er maltodextrin. Maltodextrin er et hvidt pulver, der ofte anvendes i fødevarer som fortykningsmiddel. Dette sker, fordi det er relativt billigt. Maltodextrin bruges også i nogle produkter til at søde i stedet for sukker.

Maltodextriner en stivelse, der ikke lovgivningsmæssigt tæller som sukker, men som bliver spaltet til sukker, så snart det kommer ned i tarmen. Det er et polysakkarid opbygget af glukose. Det er meget let fordøjeligt og optages derfor hurtigt i blodbanen. Teknisk set har Maltodextrin et højere GI (glykæmisk indeks) end hvidt sukker, hvilket er rigtig skidt for dit barns blodsukker.

Som det ses, er der rigtig mange arter af sukker i babygrød, som er skjult bag forskellige ingrediensnavne. Visse grødvarianter indeholder op til 35g sukkerarter pr. 100g pulver.

Men ikke nok med det, de fleste af firmaerne skriver i næringsdeklarationen, at produktet ikke er tilsat sukker, men kun indeholder naturligt sukker fra råvarerne.

Er vallepulver, laktose og maltodextrin råvarer?

Efter min mening svarer det lidt til, at man bager en kage med brun farin og siger, at den ikke er tilsat sukker og at den kun indeholder sukker fra råvarerne.

Jeg synes faktisk, det er på grænsen til at være vildledende.

4. Er du helt imod sukker?

Nej, på ingen måde.

Hjemme hos os elsker vi et godt stykke chokolade og en god hjemmebagt kage om søndagen. Og når vi har gæster, får børnene også en sodavand. Men vi har altid forsøgt at undgå, at børnene fik for meget sukker. At der var balance i regnskabet. Vi har f.eks. aldrig indført fredagsslik, da vi ikke synes, at børnenes indtagelse af sukker skal sættes i system.

Jeg synes, at et lille barn, der skal til at vænne sig til at spise rigtig mad, ikke skal have mere sukker end nødvendigt. Et højt sukkerindhold i babygrød optager pladsen for andre næringsstoffer, der kunne have været i grøden, og det er et faktum, at vænner man børn til at spise meget sødt fra starten, giver det dem en præference for sødt senere hen i livet.

 

5.  Hvorfor har du ikke tilsat fedt til din grødserie ?

Fedt er vigtigt for børn, men hvor meget fedt er individuelt. Derfor tilsætter vi ikke fedt i vores grød.

En anden årsag til, at vi ikke tilsætter fedt er, at det hydrolyserede pulverfedt, som findes i kommerciel babygrød, ikke er af særlig høj kvalitet og derudover indeholder det oftest palmeolie, som vi gerne vil udgå af hensyn til regnskoven.

I henhold til børnemadslovgivningen for babygrød, der indeholder mælk, må fedtindholdet ikke overstige 1,1 g/100 kJ (4,5 g/100 kcal).

Vores grød indeholder gennemsnitlig 1,3g fedt pr. portion, hvilket svarer til en lille teskefuld.

Hvis du mener din baby har brug for mere fedt, så giv din baby fedt af god kvalitet og variér gerne fedtstofferne, så han får både oliven-, rapsolie og smør.

 

6. Hvem ejer din virksomhed?

Det gør jeg. Og kun jeg.

Min virksomhed er ikke ejet af en stor schweizisk koncern. Vi er en familievirksomhed, og vi driver udelukkende virksomhed på baggrund af vores egne værdier.

Jeg blev ringet op af Løvernes Hule sidste år, som spurgte, om jeg ville være med i sæson 3, men jeg takkede pænt nej.

Jeg har brug for at være uafhængig af kapitalinteresser. Der er ingen investor, der skal sige til mig, at jeg skal udskifte en dyr ingrediens med en billig, så vi kan tjene flere penge.

Både min mand og jeg er dybt passionerede omkring økologi og bæredygtighed, og vi håber begge at vores børn griber stafetten og vil bære vores værdier videre til næste generation.

 

7.  Hvorfor har du valgt at samarbejde med mejeriet Thise?

Fordi vi har de samme værdier.

Thise Mejeri er et uafhængigt andelsmejeri ejet af økologiske landmænd for hvem ønsket om uafhængighed af de store selskaber udgør mejeriets ideologiske fundament. Thise er således uafhængig af kapitalinteresser, men har et stærkt ønske om at udvikle økologien og producere velsmagende fødevarer på et bæredygtigt grundlag.

Ifølge Thise, bliver mælken aldrig bedre end den er, når den befinder sig i koens yver. Malkning, nedkøling, pumpning, transport med mere er alle processer, der kan forringe mælkens kvalitet. Så kvaliteten af Thises mejeriprodukter er afhængig af en skånsom behandling af mælken fra koen bliver malket og til mælken tappes på kartoner på mejeriet.

Respekten for råvaren er også hovedbegrundelsen for, at Thise Mejeri er e-nummer-fri zone, også selvom det økologiske regelsæt tillader brug af nogle stabilisatorer, emulgatorer m.v.

Derfor har jeg valgt at arbejde sammen med Thise.

 

8. Men skal forældre så ikke bare lave deres egen babygrød fra bunden?

At lave sin egen babymad fra bunden er klart det bedste, for så ved du præcis, hvad du putter i. Men det er ikke alle forældre, der har tid og lyst til at stå med kasserollen hver dag.

Købegrød giver forældre mulighed for at lave et nemt og hurtigt måltid til barnet, uden en stor opvask bagefter.

Jeg har valgt at lave min grødserie så tæt på hjemmelavet som muligt med ingredienser, du kun finder i dit eget køkken: korn, mælk, frugter og grøntsager.

 

9. Hvorfor er der ikke nogen offentlig debat omkring sukker i babygrød?

Godt spørgsmål, for der burde været megen mere debat om det. Når jeg googler ”sukker i babygrød”, så kommer der meget få hits frem. Faktisk kommer de fleste hits fra babygrødsfirmaer, som lægger vægt på at kommunikere ud at de sandelig ikke tilsætter sukker i deres babygrød.

For snart 10 år siden var der en TV2 udsendelse, som satte fokus på problemet: http://nyheder.tv2.dk/nyheder/article.php/id-24574295

De nordiske anbefaling­er siger blandt andet, at max ti pro­cent af energien bør komme fra tilsat sukker. Man testede 13 produkter og fandt at kun 1 af dem ikke havde et for højt sukkerindhold. Og det ene produkt, der faktisk overholdt anbefalingerne, indeholdt til gengæld meget maltodextrin – en stivelse, der, som tidligere nævnt, ikke lovgivningsmæssigt tæller som sukker, men som bliver spaltet til sukker, så snart det kommer ned i tarmen.

Til kritikken sagde flere af producenterne dengang, at de ikke mente, man kunne analysere det enkelte måltid ud fra de nordiske anbefalinger. De påpegede, at grøden skulle ses som en del af en samlet kost.

Og det er jo selvfølgelig rigtigt. Men industrien har altid været god til at frikende sig selv, vaske sine hænder og lægge ansvaret over på forbrugeren.

Og TV2s udsendelse skabte ingen rigtig debat. I hvert fald ikke noget, der fik industrien til at ændre praksis.

Og hvorfor gjorde den ikke det?  Og hvorfor skriver Sundhedsstyrelsen ikke noget om det? De påpeger blot, at de nordiske anbefaling­er blandt andet siger, at max ti pro­cent af energien bør komme fra tilsat sukker. Men hvilken forskel gør det, når industrien skriver, at de da så sandelig ikke tilsætter sukker?

Samme anbefaling kommer fra Fødevarestyrelsen. Fødevarestyrelsen anbefaler, at færdiggrød med et højt indhold af sukkerarter ikke serveres hver dag til børn under tre år.

Men faktum er, at der er rigtig mange forældre derude, der serverer en daglig portion grød til deres baby og burde kunne gøre det med god samvittighed. For grød er en del af en sund og varieret kost.

Jeg synes, vi skal have gang i en ordentlig debat omkring det.

 

10.  Hvad er dine planer for fremtiden?

Jeg vil rigtig gerne udbrede budskabet om sundere mad til de små over hele verden. Jeg har valgt at kalde min virksomhed for Christina Hansen Copenhagen, da jeg er stolt af vores danske madtradition og vores danske råvarer.